KPK besøger flere hundrede håndværkere landet over
KPK Døre og Vinduers håndværkerseminarer er netop gået i luften. Frem til d. 18. april giver vinduesproducenten tips og tricks til god rådgivning og kundeservice
Seminarerne kommer hele landet rundt, og giver håndværkerne et indblik i KPK’s seneste produktnyheder, fremtidens slutkunder, og hvordan den digitale udvikling får betydning for håndværkerfaget fremadrettet. Det er muligt at deltage frem til d. 18. april, men flere steder melder allerede fuldt booket.
- På seminarerne vil vi dele ud af egen erfaring, give nyttige tricks til salg og rådgivning og sætte fokus på nogle af vores produktnyheder inden for blandt andet træ/alu, mens vi samtidig fremviser vores nye online prisberegner. Derudover vil vi kigge nærmere på de digitale muligheder og udfordringer, som vi kommer til at stå over for i fremtiden, fortæller salgschef Peter Bechmann og fortsætter:
- Dagen er således en rigtig god anledning til at møde sine konkollegaer i øjenhøjde, hvilket vi også har erfaret fra tidligere år, hvor vi har afholdt lignende seminarer. Det har hver gang vist sig at være en kæmpe succes, hvor både lærlinge, svende og mestre er mødt nysgerrige og engagerede op til dagens program.
Allerede nu har rigtig mange håndværkere tilmeldt sig seminarerne, som flere af stederne bliver holdt på byens tekniske skole. Peter Bechmann forventer, at deltagerantallet kommer til at nærme sig 700-800 håndværkere fra over hundrede forskellige virksomheder.
18 danske byer får besøg af håndværkerseminaret, der plejer at trække fulde huse.
Fremtidens slutkunder
Foruden videndeling fra KPK selv vil foredragsholder Niels Sønderby også bidrage med et kreativt indspark, hvor daglige vaner bliver glemt og nye idéer kommer i fokus. Han har mere end 20 års erfaring fra kommunikation i reklamebranchen og kan således inspirere til, hvordan man på alle tænkelige måder kan øge sit salg til fremtidens forbrugere - også digitalt.
- Digitalisering får i stigende grad betydning for håndværkerne og ikke mindst håndværkernes kunder. I den forbindelse vil Niels Sønderby på en frisk og humoristisk måde stille skarpt på fremtidens forbrugere og give inspiration til, hvordan man i højere grad kan nå ud til dem, forklarer Peter Bechmann.
KPK kommer vidt omkring på sin tour og besøger både store og små byer på tværs af landet. Touren strækker sig blandt andet fra Aabenraa til Aalborg og fra Køge til Esbjerg. Seminarerne er gratis og indeholder foruden inspirerende oplæg også aftensmad, kaffe og kage.
Læs mere om håndværkerseminarerne ved at klikke her.
-los