Leverer 900 m2 dagslys til nyt hovedsædeMonteringen af atriummets 420 ovenlysmoduler i DSV’s nye domicil tog kun 10 dage. Foto: Laura Stamer

Leverer 900 m2 dagslys til nyt hovedsæde

Det gik hurtigt, da DSV’s nye domicil fik monteret en ovenlysløsning, der matcher transportvirksomhedens grønne profil

Den danske transport- og logistikvirksomhed, DSV er i gang med at opføre sit nye hovedsæde i Høje Taastrup. Bygningens arkitektur er på én og samme tid let og monumental og vidner om bygherrens krav til kvalitet og detalje. Projektets facadeentreprenør, HS Hansen A/S, valgte derfor, at Velux Danmark A/S skulle levere 420 ovenlysmoduler, der udgør domicilets imponerende atrium

Hovedsædet er tegnet af PLH Arkitekter A/S som en kompakt domicilbygning med vægt på funktionalitet. DSV’s grønne profil er vægtet højt i designet af bygningen, og dagslys og komfortventilering har derfor været en central del af udformningen af det nye domicil. Og med 900 m2 ovenlys udformet i et imponerende atrium er der garanti for en lys og indbydende bygning med et sundt indeklima.

Langstrakt planlægning
Facadeentreprenørvirksomheden HS Hansen A/S valgte at indgå samarbejde med Velux Danmark A/S, da ovenlysproducenten kunne levere en løsning, der passede til domicilets grønne profil.

- Vi har haft et tæt samarbejde med Velux Danmark, hvor vi i fællesskab har løst de problemstillinger, der har været i forbindelse med projekteringen, leveringen og koordineringen af atriummet. Vi ønskede at finde en samarbejdspartner, der kunne lukke bygningen hurtigt, og selv om planlægning op til monteringen af de 420 Velux ovenlysmoduler forløb over 4 måneder, blev atriummet færdigmonteret på kun ti arbejdsdage, siger John Hansen, projektleder i HS Hansen A/S.

Giver lys og frihed
Velux’ ovenlysmoduler er et nyt ovenlyssystem til primært erhvervs- og offentligt byggeri med flade tage. Til arkitekter og entreprenører, der er på jagt efter nye ideer til, hvordan man kan udnytte det fulde potentiale i et komplet ovenlyskoncept, tilbydes fire løsninger; lysbånd, nordlys, rytterlys og atrium, der på den ene side er modulære og præfabrikerede og samtidigt skræddersyet til at passe til de individuelle krav til erhvervs- og offentligt byggeri.

Der er flere fordele ved at indarbejde ovenlysløsningerne i designet af erhvervs- og offentlige bygninger i en tidlig fase. De ovenlysmoduler DSV valgte, skaber et sundt indeklima hele døgnet, da skorstenseffekten sikrer et naturlig luftskifte, hvilket er med til at forbedre menneskets præstationsevne.

Samtidigt er det muligt at reducere eller helt at fjerne behovet for mekanisk ventilation. Den modulære konstruktion er en enkel og meget fleksibel løsning, der giver stor frihed i forbindelse med både design og byggeproces, og det smukke design har en enkel profil, der ikke blokerer for himlen og dagslyset.

- Det har været spændende at bidrage med vores nye ovenlyssystem til det ambitiøse projekt, og vi ser nu meget frem til, at DSV’s medarbejdere kan nyde de i alt 900 m2 ovenlys over bygningens hjerte, siger Jesper Salskov Jensen, direktør i Velux Danmark A/S.

-los

11/12 2013