Rummelig vinduesvirksomhed kåret som Årets Virksomhed
Outline Vinduer er kåret som Årets Virksomhed 2013 i Vesthimmerlands Kommune. Virksomheden blev udvalgt blandt 35 lokale virksomheder for at tage socialt ansvar og skaber nye arbejdspladser
Kåringen fandt sted på Løgstør Park Hotel, hvor 90 lokale virksomhedsmentorer samledes for at kåre Årets virksomhed og Årets mentor. Outline Vinduer har gennem flere år haft et frugtbart samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og Jobcentret – bl.a. omkring forløbet Outline Plus, der har vist sig at føre til reelle fastansættelser hos vinduesproducenten i Farsø.- Outline Vinduer er meget seriøse med deres arbejde og VIL være det bedste virksomhedscenter i kommunen. De er altid seriøse i vores samarbejde og er gode til at stille krav til os som part i udviklingen af samarbejdet. De har en professionel tilgang til projektet og vil gå hele vejen for at opnå gode resultater, udtalte borgmester Knud Kristensen, der endvidere fremhævede det rummelige arbejdsmarked, som netop også er en kerneværdi for Outline Vinduer i det daglige arbejde.
En fabrik i fabrikken
Baggrunden for prisen er Outline Plus, en ’fabrik i fabrikken’, der handler om social ansvarlighed. I samarbejde med Vesthimmerlands Kommune tilbyder Outline Plus et forløb med tæt konktakt mellem den nye medarbejder og projektets vejledere med det klare mål at få udsatte borgere i job.
Outline Vinduer beskæftiger omkring 130 timelønnede medarbejdere og har gjort plads til 22 kandidater fra kommunen, hvilket nu har resulteret i den flotte pris.
- Vi er meget stolte over at lykkes med kombinationen af en effektiv virksomhed og socialt ansvar. At vi både kan have en virksomhed i fremgang, ikke gå på kompromis med kvaliteten og samtidig bidrage til et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor social ansvarlighed rent faktisk nytter noget for folk, siger Jens Sørensen, produktionsdirektør hos Outline Vinduer.
-los