Specialmaskine skiller sig ud
Fætter Højben arbejder for Den afskyelige Snemand. Løjerlig gravemaskine med helt specielle egenskaber har åbnet helt nye muligheder for entreprenørfirma med løjerligt navn
Nogle mener, at den ligner en edderkop. Andre at der nærmere er tale om et gigantisk stankelben. Nogle udbryder ”tak, skævben”. Andre mener, at den må hedde Fætter Højben.
Og så arbejder den for Den afskyelige Snemand.
- Vi søgte efter en meget fleksibel maskine, som de andre ikke har. En maskine, der kan udføre mange forskellige jobtyper på steder, hvor det er umuligt at færdes. Denne maskine mener vi at have fundet med Menzi Muck, fortæller Bjørn Sørensen. Sammen med sin forretningsmakker, Nick Ziegler, driver han entreprenørvirksomheden Yeti-ApS med adresse i Hedehusene.
- Vi startede med at lave et fælles firma omkring snerydning. Da det nu handlede om sne, og firmaet skulle hedde et eller andet, tænkte vi, at Yeti måtte det være det rigtige, eftersom Yeti er navnet på Den afskyelige Snemand fra Himalaya, forklarer Bjørn Sørensen.
Siden har de to entreprenører lavet sjov med, hvem af dem, der var den afskyelige, og hvem der var snemanden.
På to meter vand
Men i dag handler det om andet og mere end sne hos Yeti. Firmaets nyeste anskaffelse, den langbenede Menzi Muck fra Schweiz, supplerer firmaets øvrige ydelser inden for grøn pleje og skovbrug, hvor blandt andet fældning, knusning og rodfræsning er opgaver, som fylder meget.
Den terrængående Menzi Muck med modelbetegnelsen A91 4x4 Powerline kan arbejde med fældehoved og knuser på 45 grader skråninger, for eksempel langs motorveje, jernbaner, i skove og i vandreservoirer.
- Maskinen er ligeledes godkendt til at arbejde i to meter dybt vand og i særlige følsomme miljøområder, da den udelukkende kører på bio-olie. Endvidere er den CE-godkendt og må køre på vej. Det betyder, at vores maskinfører selv kan flytte maskinen mellem arbejdsopgaverne, hvis det ikek er over større afstande, siger Bjørn Sørensen.
Hvor andre giver op
Det er firmaet Special Maskiner i Rudkøbing, der har bragt den skæv- og højbenede maskine til Danmark. Special Maskiner er dansk importør af en række maskiner, som fuldt ud retfærdiggør firmaets navn.
- Vi satser på specielle maskiner til pleje og anlæg, og som også kan løse de mere udfordrende opgaver. Vi har en filosofi om, at vore maskiner skal køre, når andre giver op. Det kan man i sandhed sige er tilfældet med Menzi Muck, siger indehaver og direktør hos Special Maskiner, Lennart Ahlefeldt-Laurvig.
Den schweiziske Menzi Muck er specielt udviklet til natur- og landskabspleje. Lennart Ahlefeldt-Laurvig kunne sætte den specielle maskine med det specielle navn på importlisten for fire år siden som resultat af et stort og godt internationalt netværk. En gammel bekendt i maskinbranchen blev fastansat som Menzi Muck-repræsentant i Tyskland, og dermed var vejen til Danmark også banet. Special Maskiner blev dansk forhandler af Menzi Muck via Tyskland.
Dus med Menzi
Skoventreprenør-virksomheden Yeti har fast chauffør på sin Menzi Muck. Det er maskinfører Flemming Erck, der har tjansen i den specielle maskine.
- En Menzi Muck er ikke en maskine, man skifter chauffør på. Det gælder om at blive dus med den i alle funktioner. Så er der til gengæld også masser af gevinster at hente. Vores Menzi Muck har sikret os opgaver, som vi ikke ville have fået med almindeligt maskineri, fortæller Bjørn Sørensen hos Yeti.
Den langbenede fra Hedehusene har blandt andet været på opgave langs sjællandske motorveje. Yeti udfører meget arbejde for HedeDanmark, som igen har aftaler med Vejdirektoratet. På stejle skråninger langs motorvejene har maskinen høstet fordel af muligheden for at skyde benene ud i forskellige længder og retninger. Monteret med en knuser fra italienske FAE har den foretaget oprydning i bevoksningen.
Maskinen har ikke blot været ude på et skråplan. Den har også i bogstavelig forstand været på dybt vand. De lange ben kom Menzi Muck’en til uvurderlig gavn, da det gjaldt oprensning af kanalen langs Damhussøen i Hvidovre.
John Deere-kræfter
- Maskinføreren kunne ret effektivt fjerne de store effekter med Woodcracker-fældehovedet med en kapacitet på op til 40 cm stammer og lægge dem op langs åens bred til afhentning af lastbiler. Derefter monterede han knuseren fra FAE på Menzi Muck’en, så han kunne knuse det resterende materiale på brinkerne. Afslutningsvis kan man montere en oprenserskovl og lægge slammet op på siderne. Dermed kunne vi klare al arbejdet med én maskine, siger Bjørn Sørensen.
Den terrængående gravemaskine med de mange funktioner er udstyret med en firecylindret John Deere Turbodiesel-motor. Det sikrer 140 hestekræfter til arbejdet. Da der er tale om en Powerline-version, er maskinen forsynet med en pumpelinje, som er bygget til udelukkende at supplere det aktuelle redskab med hydraulikolie.
- I praksis har det stor betydning, fordi redskabet ikke stjæler olie fra andre steder på maskinen, forklarer Bjørn Sørensen. Menzi Muck A91 4x4 Powerline har en egenvægt på 10,5 tons.
-cmn
Fætter Højben på arbejde med fældning og knusning I kanalen ved Damhussøen I Hvidovre.