
Danske boligejere er ligeglade med klimasikring
Mange danske boligejere ved godt, hvad de kan gøre for at sikre deres bolig mod vejrrelaterede skader. Alligevel har syv ud af ti ikke gjort det, og de forventer heller ikke at gøre det indenfor de næste fem år, viser en ny undersøgelse
En stor del af boliger i Danmark er i høj risiko for oversvømmelser.
Alligevel har 71 % af de danske boligejere ikke foretaget forbedringer på deres bolig, som skal minimere risikoen for vejrrelaterede skader indenfor de seneste fem år, selvom en stor del godt ved, hvad de kan gøre for at sikre deres bolig mod klimaskader.
Det viser en ny undersøgelse af Yougov på vegne af forsikringsselskabet Alm. Brand.
Næsten halvdelen af boligejerne (48 %) ved, hvordan de kan sikre deres bolig imod vandskader og stormskader, mens 56 % ved, hvordan de sikrer sig mod frostskader på rør.
- Mange danske boligejere har den nødvendige viden om, hvordan de selv kan sikre deres bolig mod vejrrelaterede skader.
- Derfor er det positivt, at 27 % har fået foretaget skadesforebyggende tiltag på deres bolig, men når 71 % af boligejerne fortsat ikke har gjort det, er det klart, at de er mere udsat for at blive ramt af vejrrelaterede skader, siger Jan Graversgaard, der er direktør for Bygning, Løsøre, Indbo & Rejse i Alm. Brand.
Derudover svarer 73 % af boligejerne i undersøgelsen, at de heller ikke forventer at gennemføre skadeforebyggende tiltag de kommende 12 måneder, der skal minimere risikoen for vejrrelaterede skader på boligen.
Det kan måske hænge sammen med, at 78 % af boligejerne tror, at deres bolig er tilstrækkeligt sikret til at holde til voldsomt vejr de næste fem år, spekulerer Jan Graversgaard. Han mener, det vidner om, at der fortsat er et stykke vej til at øge boligejernes risiko-bevidsthed:
- Klimaforandringerne er allerede en realitet og påvirker rigtig mange danskere. Det så vi med stormfloden i 2023, men også i 2024 har vi fået rigtig meget nedbør. I det lys er det en smule overraskende, at så mange danske boligejere ikke har fået lavet skadesforebyggende tiltag på deres bolig eller planlægger at gøre det, siger han.
Det anslås ifølge brancheorganisationen Forsikring & Pension, at danskerne alene i 2023 var ramt af klimarelaterede skader for over 3 mia. kr.
-dc