
DI Byggeri: Kom bare med de ukrainske malere
Der er plads til omkring 500 malere fra Ukraine på et dansk marked, der skriger efter arbejdskraft, vurderer DI Byggeri Malersektionen. 'Jo før jo bedre', lyder det
DI Byggeri Malersektionen ser meget positivt på de mange flygtninge, der kommer fra Ukraine. Der er stor mangel på malersvende, og derfor vil virksomhederne tage imod ukrainsk arbejdskraft med kyshånd, vurderer formand i DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke.
- Vi håber, at jobcentrene hurtigt vil gå i gang med at screene de mange ukrainske flygtninges kompetencer, når de har fået lovlig grundlag til at kunne søge arbejde i Danmark. Jeg tror, at rigtig mange faggrupper står i samme situation – nemlig, at de mangler arbejdskraft.
Konkret mener DI Byggeri Malersektionen, at der er plads til i omegnen af 500 ukrainske malere.
- Så jo før vi kan få nye medarbejdere jo bedre. Jeg ser både ansættelser på den korte og den lange bane. Vi vil jo rigtig gerne have, at flygtningene lærer dansk, og de af flygtningene, der er villige til det, vil kunne få varige ansættelser, siger han og tilføjer:
- Vi ved jo på den anden side også godt, at mange nok vil vælge at rejse hjem igen, når krigen er slut, men vi vil gerne tilbyde dem arbejde, imens de er her, og det er min opfattelse, at mange flygtninge ønsker at arbejde. Mange malervirksomheder har allerede polske medarbejdere ansat, så vi er klædt på til indsatsen – også i forhold til indkvartering.
-dc