Venstre vil have håndværkerfradraget tilbage og høster roser fra malermestrene
Danske Malermestres direktør Ole Draborg ser positivt på, at Venstre igen vil indføre håndværkerfradraget og håber, at malerfaget også vil være indbefattet. For det vil mindske danskernes appetit på sort arbejde
Danske Malermestre er begejstrede over, at Venstres formand Troels Lund Poulsen vil genoplive det populære håndværkerfradrag. Det har han skrevet i en pressemeddelelse før partiets sommergruppemøde fredag.
I finansloven for 2022 blev håndværksdelen i boligjobordningen udfaset fra 1. april 2022.
Det var en ordning, der var populær blandt danskerne, fordi den har gjort det overkommeligt for almindelige danskere at få professionel hjælp til vedligeholdelse af deres boliger i stedet for at kaste sig ud i gør-det-selv-projekter.
Danske Malermestres direktør Ole Draborg har kæmpet for få malerarbejde med i håndværkerfradraget igen – også da det efter 2020 kun gjaldt energiforbedringer og klimatilpasninger og serviceydelser som rengøring og børnepasning.
- Danske Malermestre er rigtig glade for udmeldingen - og jeg vil kæmpe for, at malerarbejdet igen kommer med i håndværkerfradraget. For boligjobordningen har beviseligt mindsket danskernes appetit på sort arbejde, siger Ole Draborg.
-dc