Hædrer det danske træ for fjerde gang
Innovation og højeste kvalitet i det danske snedkerhåndværk skal hædres endnu en gang. Der er tre stærke projekter/tidligere vindere at leve op til
Del artiklen på- Der bor store ambitioner i det danske træ, siger snedkermester Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug.
- Det danske snedkerhåndværk har altid været ambitiøst, og er vores pendant til Schweiz’ ure. Det er vigtigt, at vi hylder og belønner ambitioner, talent og innovation i vores fag, og derfor glæder vi os meget til at finde den helt rigtige vinder af Snedkerprisen 2021, tilføjer han.
Vinderen af prisen modtager kr. 150.000 doneret af Kirsten og Freddy Johansens Fond.
Det er fjerde gang, Københavns Snedkerlaug uddeler snedkerprisen. Noma modtog den allerførste Snedkerpris i 2018. Priskomiteen ønskede med prisen at anerkende, hvordan materiale og godt håndværk var blevet en bærende del af oplevelsen for alle besøgende i den nye restaurant på Refshaleøen i København.
Det nye Noma er tegnet af Bjarke Ingels Group, indrettet af Studio David Thulstrup, og træ er det gennemgående materiale i bygninger og indretning.
Læs mere under billedet...Noma - det nye Noma, der er tegnet af BIG og indrettet af Studio David Thulstrup, vandt den første Snedkerprisen nogensinde. Det var i 2018.
Visionære udøvere
I 2019 gik prisen til et par visionære udøvere af håndværket; møbelsnedkeriet Egeværk, der har fundet deres helt egen niche i krydsfeltet mellem håndværk og kunst, hvor de i samarbejde med førende gallerister afsætter unikaværker i træ til internationale kunstsamlere.
Indehavere Mette Bentzen og Lasse Kristensen og deres team modtog den store anerkendelse for en innovativ og udforskende tilgang til de danske møbeltraditioner.
I 2020 var det ’monumentalarkitektur i træ’ - Kongehallen i Sagnlandet Lejre – der blev belønnet med hæderen og de 150.000 kroner. 1000 tons dansk egetræ, historisk byggekunst og bygningens evne til at historieformidle blæste priskomiteen bagover og gjorde Kongehallen til det indlysende valg det år.
Læs mere under billedet...Egeværk med Mette Bentzen og Lasse Kristensen i spidsen, blev vindere af Snedkerprisen 2019.
Snedkerprisen 2021
Snedkere, arkitekter, ingeniører og bygherrer kan ansøge om Snedkerprisen. De prisbelønnede projekter skal fortrinsvis ligge i Danmark og være synlige for en stor del af offentligheden.
- Vi har i de tre første uddelinger kort fortalt belønnet Noma for gennemført materialevalg, Egeværk for kunstnerisk udforskning og Kongehallen for deres digitale tilgang til snedkerfaget. I år kunne vi i priskomitéen godt finde på at skele til projekter med en stærk miljøprofil, runder oldermand Mads Raaschou af.
Ansøgningsrunden til Snedkerprisen 2021 er åben. Deadline er d. 15. marts. Snedkerprisen uddeles i april 2021.
-los