Populær betonskrue kan også bruges i murværk Det er ETA Danmark eller ETA Tyskland, der typisk står for at ETA-godkende fischers produkter.

Populær betonskrue kan også bruges i murværk

Betonskruen UltraCut FBS II er et af fischers bedst sælgende produkter. Den stærke og fleksible betonskrue er tidligere ETA-godkendt til revnet og ikke-revnet beton, men nu er flere skruer i serien også ETA-godkendt til murværk

Af Daniel Christensen

Befæstelsesproducenten fischer har i lang tid bemærket en stigende efterspørgsel i branchen på fastgørelse, der er enkel, stærk og effektiv. Betonskruen UltraCut FBS II har derfor været et populært valg til fastgørelse i beton i mange år.

For at give håndværkeren mulighed for at nøjes med en enkelt skrue til både beton og murværk har fischer nu fået ETA-godkendelse til murværk til en stor del af UltraCut FBS II-sortimentet. Noget, der ikke er standard i branchen.

- En ETA-godkendelse til murværk for dette produkt betyder, at vi kan garantere, at den kan bruges til fastgørelse i mere end bare beton. Og det er bestemt ikke normalt at have betonskruer, der kan bruges i murværk. Derfor er vi glade for at kunne præsentere et produkt, som ikke kun kan bruges i murværk, men som også fungerer lige så effektivt som i beton, hvor man bare skal bore et hul og skrue den i, siger Lars Holbæk, der er Nordic Head of Product & Marketing Management hos fischer.

- Vores betonskrue er mit hjertebarn, og at se den udvikle sig på denne måde er en drøm, der går i opfyldelse. Og det er ikke kun mig, det er specielt for. Den gør nogle ting nemmere for rigtig mange håndværkere, tilføjer han.

UltraCut FBS II-sortimentet har altså været på markedet længe. Men nyheden er, at den har fået en ETA-godkendelse til mursten.

- En ETA tager omkring ni måneder at lave. Det er ekstremt komplekst. Og det kræver enormt mange tests. Og det er jo en ekstern vurdering, så det er ikke bare noget, vi siger. Vi har godt selv længe vidst det gennem egne tests, men ETA-godkendelsen blåstempler det.

- Det er et uvildigt europæisk institut, som har lavet alle tests og alle dokumentationer. For få år siden var det umuligt at få lavet en ETA til skruer til mursten. Så det er virkelig banebrydende. Skruen er den første af sin slags, der har fået en ETA til mursten, siger Lars Holbæk.

Stærkt ydre - fleksibelt indre
Det vigtigste for en betonskrue er, at den har et hårdt hærdet ydre, der let skærer gevind i materialet. Samtidig skal den have en fleksibel kerne, der kan modstå bevægelser og håndtere vibrationer uden at knække. Det gælder både for beton og murværk.

- UltraCut FBS har været på markedet i lang tid, men for cirka fem år siden begyndte vi at producere den på en anden måde, hvilket gjorde, at vi kunne forbedre designet og selve hærdningen, der optimerer skruens styrke og fleksibilitet. Takket være denne kombination er produktet perfekt til nem fastgørelse, hvor man blot borer et hul og skruer skruen i. Betonskruen udvider sig ikke og kan derfor monteres tæt på kanter, og det muliggør også korte afstande mellem ankrene, siger Lars Holbæk.

Det er kompliceret at hærde betonskruer. For 20 år siden blev skruerne typisk gennemhærdede ud fra den logik, at skruerne så blev ekstra stærke. Men det fik samtidig den effekt, at materialet blev sprødt, og det gjorde, at skruerne knækkede nemmere. Så UltraCut FBS II er ikke gennemhærdet. Det yderste er hærdet, men den bliver ikke gennemhærdet helt ind til kernen. Det resulterer i, at den kan arbejde i kernen, og så har den et hårdt ydre.

- Tidligere brugte man ekspansionsankre til fastgørelse i beton, men det kunne man ikke bruge i murværk. Til det brugte man i stedet nylon. Men nu kan man bruge UltraCut FBS II til begge dele, hvilket betyder, at håndværkeren slipper for at have forskellige typer skruer med til sine opgaver. Sortimentet har også forskellige overfladebehandlinger og hovedtyper, der også giver ekstremt fleksible anvendelsesmuligheder, siger Lars Holbæk.

ETA-godkendelsen omfatter sortimentets 6, 8 og 10 millimeters skruer i elforzinket stål, mekanisk galvaniseret stål (CP) og rustfrit syrefast stål.

Genanvendeligheden er godt for miljøet og pengepungen
Det er ifølge fischer ikke kun effektiviteten i monteringen, der forbedres med skruens design. Det er også et produkt, der passer ind i den grønne omstilling.

- Vi bliver alle sammen nødt til at bakke op og gøre, hvad vi kan for miljøet. Udover sine tekniske og praktiske egenskaber er skruen god fra et bæredygtighedsperspektiv. Den specielle hærdning gør, at skruen kan genbruges mange gange. Eftersom man kun behøver at skrue den ind i det forborede hul, kan man nemt skrue den ud og bruge den igen. Den er altså fuldstændig genanvendelig, hvilket jeg ved vil være en stor fordel for håndværkere og entreprenører i fremtiden, siger Lars Holbæk.

- Der er meget stor fokus på genanvendelighed i branchen og også hos os. Og her kan man jo også bruge den samme skrue igen, hvis man er kommet til at bore et forkert hul. Og så betyder det jo også noget for pengepungen, at man kan genbruge betonskruerne og få omkostningerne ned, fordi man kun betaler en gang for dem, tilføjer han.

Fischer forventer ikke at skulle udvikle yderligere på skruens genanvendelige egenskaber og evne til også at fungere i mursten, da det ifølge Lars Holbæk allerede har nået et ultimativt niveau. Men han tør godt love, at der i kulissen udvikles videre på skruen, og at fischer allerede er i fuld gang med at gøre det endnu mere fleksibelt, så skruen kan anvendes i flere materialer.

4/10 2023