Trappeforening: Skru ned for tempoet og undgå revner og knirken
Det går alt for stærkt, når der bygges, lyder det fra Dansk Trappe Forening, som opfordrer til, at man i højere grad lader byggerierne tørre, så der ikke opstår fugtskader
Der er gang i byggebranchen, og det går stærk med at opføre det ene byggeri efter det andet. Men i alt for mange tilfælde går det for stærkt, lyder det fra Dansk Trappe Forening.
- Der er så meget fokus på, at byggerierne skal stå hurtigt færdige, at der alt for ofte opstår problemer på pladsen med eksempelvis fugtskader på grund af manglende udtørring, siger Henrik Jensen, der er direktør i VejleTrappen og formand for Dansk Trappe Forening.
Han suppleres af Peter Vang, der er administrerende direktør i BV Trappen a/s og med i Dansk Trappe Forenings bestyrelse.
- Vi hører fra vores medlemmer af foreningen, at det er et stort problem, siger han.
Fejl og byggeskader
Foreningen, der er en brancheforening for danske træ- og ståltrappeproducenter og forhandlere, ser tydeligt, hvor fejlene og byggeskaderne opstår. Trætrapper, der knirker, og trætrin, der revner, er bare nogle af eksemplerne.
- Meget nybyggeri er for fugtigt, når det meldes klar til montage af trapperne. Det når ganske enkelt ikke at tørre ordentligt. Og når vi så begynder at opsætte vores trætrapper i rum med høj luftfugtighed, så opstår problemerne, siger Peter Vang og forklarer videre, at træ arbejder, da træ er et levende materiale. Det betyder, at træet udvider sig eller svinder i forhold til den luftfugtighed, træet befinder sig i.
- I værste tilfælde vil træet revne, siger Peter Vang.
Behov for andet fokus
Ifølge Dansk Trappeforening er den bedste løsning at vente med at installere trætrapperne, til byggeriet er tørt og affugtet. Kan det ikke lade sig gøre, så kan løsningen være at etablere en midlertidig trappe.
- Selv om det i første omgang vil betyde en merpris, så tjener det sig ind på sigt, siger Peter og tilføjer, at man dermed også undgår skrammer og ridser på den blivende trappe, hvis byggeriet ikke er helt færdiggjort.
Ifølge Dansk Trappeforening kan mange af problemerne undgås, hvis man holder fokus på sin planlægning, når man bygger.
- Tidsplanerne er ofte alt for stramme. Og der er en tendens til, at man fokuserer mere på at overholde dem fremfor kvaliteten, siger Peter Vang.
-dc