Få flere muskler med nyt let batteri
Bosch er på banen med en batteriopgradering til 18 V-maskinerne, der kan se frem til ekstra saft og kraft med de nye 5,0 Ah-batterier. De fylder mindre og vejer kun 620 gram
Bosch er endnu engang på banen med en batteriopgradering. Denne gang er det 18 V-maskinerne, der kan se frem til ekstra saft og kraft med de nye 5,0 Ah-batterier, der forlænger driftstiden med 25 pct. i forhold til Bosch’ 4,0 Ah-batterier og med 100 pct. sammenlignet med batterier uden CoolPack-teknologi. Med en størrelse på kun 11,5 x 7,5 x 5,5 cm og en vægt på 620 g er de de mindste og letteste 5,0 Ah-batterier på markedet.Øget driftstid og længere levetid
Batterier kan blive meget varme jo længere tid, de er i brug, og jo mere kraft, der kræves af dem til diverse opgaver. Den unikke CoolPack-teknologi afleder derfor konstant varme og øger dermed batteriernes levetid. Hvis temperaturen alligevel midlertidigt stiger meget hurtigt og voldsomt, fx ved en overbelastning af maskinen, vil Bosch’ elektroniske cellebeskyttelse (ECP) reagere. Den beskytter batteriet mod både overophedning, overbelastning og dybafladning.
- Med de nye 5,0 Ah-batterier øger vi både driftstiden og levetiden på batterierne. Samtidig giver de nye batterier masser af kraft til vores 18 V-værktøjer, så håndværkeren netop oplever en høj ydeevne, selv ved de mere krævende opgaver, som de efterspørger. Den særlige CoolPack-teknologi sikrer desuden, at håndværkeren ikke skal døje med tvungne pauser pga. overophedning af batteriet, siger Niclas Andersen, der er Nordic Product Manager hos Bosch Professional.
Samme batteri til flere maskiner
Takket være Bosch’ ”Flexible Power System” kan håndværkeren være sikker på, at de nye 5,0 Ah-batterier passer til 18 V-maskinerne i værktøjskassen. Systemet betyder nemlig, at batterier kan benyttes til alle maskiner i samme voltklasse. Håndværkeren kan således nøjes med ét batteri til alle sine 18 V-maskiner. Og med to batterier er der altid mulighed for at have et opladt batteri ved hånden.
En undersøgelse blandt mere end 1000 danske håndværkere foretaget af YouGov på vegne af Bosch viste netop, at muligheden for at bruge samme batteri til flere forskellige værktøjer er vigtigt for håndværkerne. Faktisk svarede over halvdelen (53 pct.), at det i høj grad eller meget høj grad har betydning, om værktøjets batteri er kompatibelt med andre maskiner i samme voltklasse.
9 ud af 10 vil have værktøj med batteri
Undersøgelsen viste også, at de danske håndværkere helst vil benytte værktøj med batteri, hvis det er op til dem. Hele 9 ud af 10 (87 pct.) svarede således, at de foretrækker værktøj uden ledning, hvis det vel at mærke har samme ydeevne som et med ledning. 46 pct. svarede desuden, at maskinens driftstid i høj eller meget høj grad har betydning for deres samlede vurdering af maskinen.
De nye 5,0 Ah-batterier fås hos forhandlere af professionelt værktøj fra 1. maj 2014.
-jhn