Danmarks største stilladsfirma anklaget for trusler og svindelArkivfoto

Danmarks største stilladsfirma anklaget for trusler og svindel

Danmarks største stilladsvirksomhed politianmeldt af den tidligere ejer af Aalborg Stilladser for at svindle med blandt andet fakturerede timer

Af Dan Bjerring

Det er ingen hemmelighed, at der i stilladsbranchen gennem årene har været mange tvister og ind i mellem anvendt metoder på kanten af lovgivningen.

Men det seneste tilfælde af tvist overgår nok fantasien hos de fleste, idet stifter og tidligere direktør i Aalborg Stilladser, Kim Johansen, anklager de nye ejere fra Dansk Stilladsservice A/S for ’mafia-metoder’, og derfor har han anmeldt virksomheden for indbrud i hans firmamail og forsøg på hacking.

Trukket hårdt op
Han solgte efter 32 års ejerskab Aalborg Stilladser til landets største stilladsvirksomhed Dansk Stilladsservice fra 1. januar 2021, men lidt over et år senere er fronterne mellem de to parter trukket hårdt op.

Kim Johansen beskylder de nye ejere for ’mafiametoder’ og har anmeldt Dansk Stilladsservice til politiet for indbrud i hans mailkonto og forsøg på hacking.

Den tidligere ejer antyder, at der kan komme flere anmeldelser af forhold til den etårige
overgangsperiode, der blev aftalt ved handlen.

Trusler og svindel
- Jeg har modtaget telefoniske trusler, der er blevet svindlet med fakturering af timer, mine trofaste kunder gennem mange år er blevet snydt, jeg er blevet udelukket fra adgang til it-systemet. De har efterladt det værste miljøsvineri i det lejemål, de er rendt fra og nægter at betale for oprydning. Jeg er ligeglad med, om de hiver mig i retten for injurier eller afsløring af ’forretningshemmeligheder’. Jeg kan dokumentere det hele, og nu vil jeg have sandheden frem, uanset hvad det koster mig, oplyser Kim Johansen.

Snød kunderne
Ifølge salgsaftalen skulle Kim Johansen fortsætte som direktør for Aalborg Stilladser A/S i en overgangsperiode på et år. På et tidspunkt i begyndelsen af året bliver han opmærksom på, at to af hans projektledere snyder kunderne ved at påføre flere montørtimer, end der reelt er
udført:

- Jeg kontakter ledelsen i Dansk Stilladsservice A/S, men får besked på, at det er normal kutyme og at jeg ikke skal gøre noget ved det. Det nægter jeg, og derfra går det helt skævt, siger den tidligere ejer og direktør.

Efter en ferie i efteråret var han blevet udelukket fra firmaets it-systemer, men Dansk Stilladsservice havde også været inde på hans personlige mail i firmaet. Mailen har de blandt andet brugt til et forsøg på at nulstille hans konti ved dk-hostmaster.

Krænket dybt
Kim Johansen siger videre, at ’etikken og moralen hos Danmarks største stilladsfirma minder om den slags mafia-metoder, som jeg troede vi for længst var kommet væk fra i stilladsbranchen:

- Det var ulideligt at være der og de har krænket mig så dybt. Nu vil jeg bare have retfærdighed og sandhederne frem i lyset, slutter Kim Johansen

Venter på kommentar
BygTek har onsdag eftermiddag kontaktet administrerende direktør Dansk Stillads Service Johnnie Lønbirk for at få en kommentar til de alvorlige anklager, men han er ikke vendt tilbage.

Vi vil eventuelt vende tilbage til sagen på et senere tidspunkt, hvos der skulle komme en kommentar.

7/4 2022