LCA
scroll
EU vil svække kampen mod social dumping i Danmark

EU vil svække kampen mod social dumping i Danmark

Ifølge Fagbladet 3F er EU-Kommissionen godt i gang med et målrettet forsøg på at underminere det danske RUT-register, der ikke mindst beskytter den danske arbejdsmarkedsmodel mod social dumping

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Den kommende danske regering får som en af de første udfordringer at skulle beskytte det danske arbejdsmarked mod et EU-overgreb på den danske model.

Ifølge Fagbladet 3F vil beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit svække det danske RUT-register, hvor han i en såkaldt ’åbningsskrivelse’ påstår, at Håndhævelsesdirektivet er implementeret for restriktivt i dansk lovgivning.

Kommissionen mener blandt andet, at danske myndigheder ikke må kræve, at der skal være en lokal kontaktperson. Man skal bare kunne ringe til eksempelvis Polen for at komme i kontakt med byggefirmaet.’

Advarer mod kraftig svækkelse
Næstformand i 3F’ Byggegruppe, Palle Bisgaard, advarer kraftigt mod en sådan svækkelse af de danske regler og muligheder for at modvirke social dumping.

Han kalder det for over for Fagbladet ’helt afgørende’, at man kender og kan få kontakt med en person fra firmaet på byggepladsen:

- Intentionen er jo at få den danske model til også at virke for udstationerede virksomheder. Hvis vi ikke har nogen kontakt her, vil vi ikke kunne håndhæve lige vilkår, siger han til Fagbladet.

Kommissionen er også utilfreds med, at udenlandske virksomheder skal registrere sig i RUT senest tre dage efter, at de er begyndt på løsningen af en opgave

Fuldstændig ukompliceret
Palle Bisgaard forstår ikke problemet, fordi det er ’fuldstændigt ukompliceret’
at registrere sig i RUT, og han understreger nødvendigheden af at kende firmaerne straks, når de begynder arbejdet.

Det er ifølge Fagbladet ikke første gang, at Kommissionen langer ud efter RUT-registret, og det har blandt andet ført til, at Danmark for at undgå en sag om traktatbrud har accepteret, at udenlandske selvstændige ikke omfattes af RUT – dog er der en undtagelse for brancher med en såkaldt ’væsentlig risiko’ for social dumping, og det omfatter byggeriet.

Det er også kun arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, og de offentlige myndigheder, som kan undersøge hvilke østeuropæiske firmaer, der er registreret i RUT-registret.

RUT er kun en lille hjælp
Palle Bisgaard slår fast, at det for udstationerede virksomheder i Danmark er ’ekstremt let at snyde og bedrage’.

Når man som udstationeret virksomhed kommer til Danmark er RUT blot en meget lille hjælp til at bekæmpe social dumping, men på ingen måde tilstrækkeligt:

- Derfor er det helt vildt, at Kommissionen kan finde på at sige, at det er for vidtgående, siger han.

Danmark afventer nu, at Kommissionen reagerer, og det kan enten, som det tidligere er sket, betyde kompromis eller en sag ved EU-Domstolen.

15/11 2022