
Partikeludledning fra brændeovne kan reduceres med 79 procent
En ny rapport fra Teknologisk Institut viser, hvordan korrekt installation og brug af brændeovne kan mindske partikelforureningen markant i de danske hjem
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der findes i Danmark cirka 700.000 brændeovne, som efter nogle forskeres mening forurener for meget. Nogen vikl ligefrem havde dem forbudt eller forsynet med så dyre partikelfiltre, at mange simpelthen ikke får råd til at have dem.
Men brændeovnene kan forurene væsentligt mindre, hvis ejerne følger anbefalingerne fra en ny dansk undersøgelse fra Teknologisk Institut, som dokumenterer, hvordan korrekt installation og brug af brændeovne kan reducere partikeludledningen med op til 79 procent.
Clean air testzone
Undersøgelsen, der er gennemført over tre år i Mårslet ved Aarhus, viser, at det er afgørende at betragte den samlede installation for at opnå den største reduktion i udledningen af partikler.
Undersøgelsen er en del af projektet Clean Air Testzone, der er støttet af Miljøstyrelsen, hvor Teknologisk Institut samarbejder med blandt andre Nationalt Center for Miljø og Energi, DAPO.
Sammen med en række teknologileverandører har de samarbejdet om at finde frem til, hvor udslip fra brændeovne/kedler kan nedbringes.
De har konkluderet, hvor danske forbrugere får mest miljømæssig effekt af forskellige tiltag - eksempelvis udskiftning til automatiserede brændeovne.
Fem afgørende faktorer
Fem afgørende faktorer bestemmer, hvor meget en brændeovn belaster miljøet:
- Selve brændeovnen
- Fyringsmetoden
- Det anvendte brænde
- Skorstenen
- Husets forhold.
Størrelse skal passe til rummet
For det første spiller brændeovnen en central rolle. Nye modeller udleder væsentligt færre partikler, især hvis de er udstyret med automatisk styring, der optimerer forbrændingen.
Derudover er det vigtigt, at ovnens størrelse passer til det rum, den skal opvarme.
Brugerens fyringsmetode er også vigtig. Med korrekt optænding og tørt brænde kan partikeludledningen reduceres betydeligt.
Den løbende justering af lufttilførslen er samtidig helt central for en ren forbrænding.
Skorsten vigtig
Skorstenen er også afgørende for udledningen. Skorstenens højde og placering har stor betydning, ligesom isoleringen påvirker trækket og dermed effektiviteten.
En korrekt dimensionering er vigtig for at sikre optimal funktion. Ekstra tiltag - som en røgsuger på toppen af skorstenen - kan forbedre trækket og dermed forbrændingen, og partikelfilter kan fjerne en betydelig del af de skadelige partikler fra røgen.
Det moderne, tætte hus udgør den sidste nøglefaktor. Her skal ventilationen være nøje tilpasset, fordi mekanisk udsugning kan modarbejde skorstenens træk og dermed forringe forbrændingen.
Ikke bedre end svageste led
Jacob Ask Hansen fra Teknologisk Institut understreger, at installationen ikke er bedre end det svageste led i kæden:
- Effekten af udskiftning til en moderne brændeovn kan begrænses af en forkert eller utilstrækkelig skorstens-installation, eller hvis huset er for tæt uden tilstrækkelig lufttilførsel, siger han.
Projektgruppen håber, at ejere af brændeovne vil følge deres anbefalinger og opfordrer til, at hele installationen – ikke kun selve ovnen – bliver tjekket regelmæssigt.
Hvis skorstenen viser sig at være problematisk, kan det være værd at overveje at installere et filter eller en røgsuger.
Derudover er det vigtigt at sikre tilstrækkelig lufttilførsel til ovnen og kun bruge rent, tørt brænde.
Ejere bør også tage sig tid til at lære korrekt fyringsteknik og nøje følge producentens anvisninger for at opnå den bedst mulige forbrænding.
Teknologisk Institut har målt, at én dårlig installation kan forurene lige så meget som 25 gennemsnitlige brændeovne tilsammen.
Fem nationale scenarier til forbedring af luftkvalitet
Projektet har identificeret fem forskellige nationale scenarier, der kan forbedre luftkvaliteten betydeligt.
Det mest lovende scenarie indebærer en fuldstændig udskiftning til nyeste teknologi. Det kan føre til en drastisk reduktion på hele 65 procent i partikelemissioner på landsplan.
De øvrige scenarier er blandt andet, at samtlige ovne i Danmark lever op til miljøkrav- som eksempelvis Svanemærke -, udskiftning af ældre ovne fra før 2008, samt to forskellige filterløsninger med henholdsvis 33 - og 70 procents effektivitet.
Om projektet
Clean Air Testzone:
• Projektet omfattede 25 husstande
• Gennemført 2020-2023
• Kontinuerlige målinger af luftkvalitet
• Detaljerede målinger i skorstene
• Finansieret af Miljøstyrelsen
Faktaboks:
Fire nøglefaktorer påvirker udledningen:
• Brændeovnen:
Nye ovne udleder markant færre partikler
Automatisk styring forbedrer forbrændingen
Størrelsen skal matche rummet
• Fyring:
Korrekt optænding reducerer udledning
Tørt brænde er afgørende
Lufttilførsel skal justeres rigtigt
• Skorstenen:
Højde og placering er afgørende
Isolering påvirker træk og effektivitet
Korrekt dimensionering er vigtig
En røgsuger på skorstenstoppen kan sikre optimalt træk og bedre forbrænding
Røgfiltre og katalysatorer kan fjerne en stor del af de skadelige partikler fra røgen
• Huset:
Moderne, tætte huse kræver særlig opmærksomhed
Ventilation og lufttilførsel skal sikres
Mekanisk udsugning kan påvirke træk