
STARK får nyt, nationalt distributionscenter
Det nye distributionscenter til STARK udvider sortimentet og sikrer dag til dag levering på foreløbig 50.000 varenumre til hele landet
For at minimere spild- og ventetid på byggepladser vil STARK fra sommeren 2026 have et stort distributionscenter for alle de såkaldt lette varer som skruer, værktøj og beklædning.
Med det nye distributionscenter og branchens bredeste sortiment sikrer STARK hurtig tilgængelighed med dag til dag levering også på de lette varer. Det betyder, at kunder altid kan få det, de har brug for, og præcist når de har brug for det.
- Med det nye distributionscenter giver STARK sine kunder adgang til dag til dag levering på et endnu større sortiment, så de ikke risikerer at arbejdet går i stå. Derved indfrier fremtidens krav om bedre service og mere effektive arbejdsgange for håndværkerne, siger logistikdirektør Jan Breinholt, STARK, i forbindelse med det første spadestik til det kommende distributionscenter.
Antallet af varenumre bliver fra start 50.000 og kan løbende udvides, og kunderne vil derfor kunne glæde sig til at få dag til dag leveringer på et meget stort og bredt sortiment.
Det nye distributionscenter ligger i Brøndby tæt på København. Det bliver bygget af Velliv, som indgår en lejeaftale med STARK. Den nye bygning vil leve op til alle de krav, et højautomatisk og fleksibelt lager stiller.
Det nye distributionscenter forventes at få en DGNB guld certificering og vil dermed leve op til ambitiøse krav til bæredygtighed.
-kis